Folkeskoleeleverne i Danmark havde et samlet fravær på 7 % i sidste skoleår. Det ulovlige fravær — altså det, der hverken er sygdom eller lovlig frihed — lå på 1 %. Tallene stammer fra en analyse fra tænketanken Cepos.
Geografien
Fraværet er skævt fordelt over landet. Det er højere øst for Storebælt og størst i Region Sjælland. Region Hovedstaden og Region Nordjylland ligger næsten ens på 8 %.
Forskellen mellem kommunerne er markant:
- Struer havde det laveste fravær med 4 %
- Lolland havde det højeste med 11 %
Hvad det betyder
En stor del af fraværet kan forklares af elevernes baggrund og bopæl. Derfor har Cepos regnet på hver enkelt skoles fraværseffekt (Læs: Forskellen mellem skolens faktiske fravær og det, man ud fra elevsammensætningen kunne forvente).
Den effekt spænder vidt. På det samlede fravær går den fra 3 procentpoint under det forventede til 5 procentpoint over.
Konkret: Eleverne på de dårligste skoler ville få undervisning i 3 uger mere om året, hvis de kom på niveau med de bedste. For det ulovlige fravær alene svarer forskellen til 1,5 uges undervisning.
MEN
Fraværet hænger ikke tydeligt sammen med hverken trivsel, prøvekarakterer eller skolens evne til at løfte eleverne fagligt. Heller ikke klassestørrelse, lærerdækning eller antal elever per lærer forklarer, hvorfor nogle skoler har mere fravær end forventet. Med andre ord: Cepos har fundet forskellene, men ikke forklaringen.
Se mere HER.